Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

"Hold op, hvor er det vildt, det der"

Hvordan ser en dag ud for en forkvinde, der afventer et skæbnesvangert svar fra sine medlemmer og fagforbundskollegaer? Sygeplejersken fulgte Dorthe Boe Danbjørg på en historisk dag både for hende, sygeplejerskerne og hele fagbevægelsen.

Publiceret: 

16. april 2024

Senest opdateret: 

16. april 2024

Af:

Mathilde Nyfos Ebbesen

mne@dsr.dk
Sygeplejersken_OK24-24.jpg

Foto:

Marcus Emil Christensen

”Det er samlet set blevet et ja på det kommunale og regionale område. Vi har ventet på at få udløst spændingen.”

Dorthe Boe Danbjørg får mandag d. 15. april resultatet på sin første overenskomstforhandling som forkvinde i Dansk Sygeplejeråd på det statslige, regionale og kommunale område.

Da hun møder ind til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde kl. 8 om morgenen, ved hun, hvad Dansk Sygeplejeråds medlemmer har stemt, men hun ved ikke, om de andre fagforbund har stemt ja, og om de potentielt skal i konflikt.

Men lige nu smiler hun.

Hun sidder på et teamsmøde med hovedbestyrelsen i et mødelokale i Kvæsthuset. Der er også smil at finde på de pixelerede ansigter på skærmen, og enkelte rækker tommelfingeren op i applaus.

”Vi kan sænke skuldrende indtil videre, men der er stadig det samlede resultat, der kommer senere,” siger Dorthe Boe Danbjørg lettet og varslende.

Afstemningen viste et overvældende ja til OK24. Blandt de regionale og kommunale sygeplejersker stemte 92,98 pct. ja. På statens område var der 92,58 pct., der stemte ja.

”Det er ret stort at forhandle på vegne af andre - altså det her med at være tillidsvalgt, det er ret vildt, for man sidder jo og repræsenterer nogle andre og tænker hele tiden, 'hvad siger de egentlig til det'?”

Ny som forkvinde

Dorthe Boe Danbjørg havde været forkvinde i tre dage, da hun i efteråret skulle i Finansministeriet og forhandle om trepartsaftalen, som også blev et startskud til overenskomstaftalerne. Men hun har bestemt ikke været alene i det, og det har gjort hendes start tryg, selvom hun stod over for vigtige forhandlinger og beslutninger:

”Selvom det er mig, der er forkvinden, så har jeg jo resten af den politiske ledelse og hovedbestyrelsen. Og der synes jeg bare, at det har været fantastisk at kunne indkalde dem tidligt som sent. De er klar til at diskutere, vende hver en sten. Det giver virkelig en stor tryghed. Selvom det er mig, der står som forkvinde, så er jeg bestemt ikke alene.”

Og dagen har da også budt på mange møder med hovedbestyrelsen, forhandlingsafdelingen i DSR og kommunikationschefer. På et planlægningsmøde med repræsentanter fra huset, skal de bl.a. skal diskutere, hvilke mails der skal sendes ud til hvem, og hvor mange medlemsmøder, der skal planlægges.

Pludselig stopper forkvinden op. Hun har kigget på sin telefon, og siger med rynkede bryn:

”Resultatet på statens område er offentliggjort.”

Alle øjnes hviler på Dorthe Boe Danbjørg, der har fået store øjne. De troede, den ville blive offentliggjort senere. Pludselig kommer der fart på organisationen, der skøjter gennem mødets sidste punkter, så Dorthe Boe Danbjørg kan komme ud til sit skrivebord og få godkendt blandt andet den nyhed der skal ud.

På besøg

Dorthe Boe Danbjørg har flere planer for dagen, men ikke alle handler om OK24. Hun har en udflugt til den kosmetiske klinik N’Age på programmet, hvor hun og 2. næstforperson Kristina Robins skal snakke om kosmetisk sygepleje med klinikkens administrerende direktør og CFO.

Klinikkens lokaler er store og lyse. Der står en behandlingsstol midt i rummet og et stort sort bord med kaffeglas på små bakker. Dorthe Boe Danbjørg og Kristina Robins stiller sig hen til de store vinduer, der har udsigt til et solbelagt Kongens Nytorv.

”Hold da op en udsigt! Man kan mærke skuldrene sænke sig,” siger forkvinden og puster ud.

Mødet handler ikke om OK24, men det handler om sygeplejersker. Der er nemlig også sygeplejersker i skønhedsbranchen, og det har vist sig at være et område, som flere søger hen til, og det er derfor, de to politisk valgte kvinder er taget ind for at snakke med folkene, der står bag N’Age, som betyder ’no age’.

”Grunden til, at vi startede dialogen, var jo, at der var en hetz mod sygeplejersker, der bliver kosmetiske sygeplejersker, men man skal jo være glad for, at der også er sygeplejersker og læger i den branche, så fagligheden er med,” siger Dorthe Boe Danbjørg henvendt til administrerende direktør Sanne Løvskov.

”Vi skal være opmærksomme og nysgerrige på det for at sikre gode vilkår for ALLE sygeplejersker,” siger forkvinden.

Sygeplejersken_OK24-11.jpg

Forkvinde Dorthe Boe Danbjørg (th) viser det samlede kommunale og regionale resultat for OK24 til 2. næstforperson Kristina Robins (tv).

Foto:

Marcus Emil Christensen

Fortroligt

OK24 er ikke, som overenskomstaftalerne plejer at være. Denne gang er det ikke nok, at sygeplejerskerne stemmer ja til overenskomsten, der skal også være et flertal fra de andre fagforbund, der stemmer ja. Så selvom forkvinden ved, at der er opbakning fra hendes egne medlemmer, er det stadig uvist, om der kommer konflikt.

Forkvinden får det endelige svar efter et teamsmøde med de andre organisationer i Sundhedskartellet, hvor hun er formand.

”Det er jo et ordinært møde i sundhedskartellet i dag, selvom det ikke er en særlig ordinær dag,” siger hun og indleder mødet.

De tager en runde med fagforbundenes resultater og lykønsker hinanden. Netop da mødet er færdigt, læser forkvinden en mail:

"Fortroligt: Det bliver et stort samlet ja."

Den første Dorthe Boe Danbjørg viser det til, da hun kommer ud fra mødet, er Kristina Robins. Uden at sige noget viser forkvinden mailen til Kristina Robins:

”Yes!” Råber hun, og de smiler og griner og spændingen forlader deres kroppe.

Og så kan nyheden om aftalen endeligt godkendes. Forkvinden sætter sig ned i et mødelokale dedikeret til OK24-kommunikation på dagen, hvor pressefolk, forhandlingschefen og kommunikationschefen sidder klar til at bruge hinanden, når resultaterne lander. Her bliver der ordkløvet mails og hastet ind og ud ad lokalet.

”Det bliver offentliggjort kl. 14,” bliver der annonceret, og Dorthe Boe Danbjørg udbryder:

”What! Det er om fem minutter.”

Effektivt bliver en computer koblet til en stor skærm, så alle kan følge med, når Forligsinstitutionens hjemmeside bliver opdateret.

Kl. er 14! Suk, der er intet endnu.

Og pludselig: 87 pct. har stemt ja. Forkvindens øjne bliver store. Alle logger ind på linket og kigger på, hvilke fagforbund der har fået hvor mange pct. ja’er.

”Hold op, hvor er det vildt, det der!” Udbryder en.

Refleksionerne bag forløbet

Resultatet blev et stort ja. Både for alle tre grupper af sygeplejersker og for alle de andre fagforbund. Og Dorthe Boe Danbjørg er glad:

”At alle stemmer så overbevisende betyder virkelig meget, fordi det har været en svær situation med trepartsmidler, hvor nogle har fået, og andre ikke har fået. Så derfor er det da bare godt at se, at det, vi vurderede, da vi sad og forhandlede, og selvom det skabte splid, at nogle fik, og andre ikke fik, så har medlemmerne også kunne se sig selv i det.”

Men man kan heller ikke komme udenom, at OK21 har spøgt i årets overenskomstforhandlinger. Og det har forkvinden i den grad også kunnet mærke.

”Jeg tror ikke, det er nogen overdrivelse at sige, at OK21 har været en af de allersværeste overenskomster. Det har fyldt rigtig meget, fordi jeg tror, at det sværeste, man kan opleve som organisation, er, at man forhandler noget, som medlemmerne ikke kan se sig selv i. Det er jo på vegne af medlemmerne, og det fylder bare, fordi vi er valgt til at repræsentere dem.”

Hun var med til overenskomstforhandlingerne i 2021, og selvom de var svære, har det alligevel givet hende noget i rygsækken til OK24:

”Jeg kan mærke, at det har givet mig en ballast, som jeg har brugt i den her situation. Jeg blev jo valgt, og så stod jeg i Finansministeriet tre dage efter. På den ene side var det rigtig svært. Og på den anden side, så nogle gange, når man har så stejl en læringskurve, så er man også bare i det.”

Selvom OK24 nu har et klart resultat, er det ikke slut endnu, der er nemlig masser af ting, DSR nu har i fokus:

”Med treparten har vi sagt ja til, at vi de næste seks år skal have mere fokus på dynamisk lønudvikling, vi skal have et statistikudvalg, vi skal have flere lokallønsforhandlinger … Og nu skal vi have en ny lønstrategi, for vi er ikke færdige med at tale om ligeløn.”